Kognitiv terapi
Behandling med kognitiv adfærdsterapi.
Ved psykisk lidelse er man ofte hæmmet af negative automatiske tanker (fx jeg er grim og forkert), og de vækker typisk følelsesmæssigt ubehag, som fx nervøsitet eller angst. Vi mennesker vil helst undgå følelsesmæssigt ubehag, og vi kan mindske det indre ubehag ved at gøre noget bestemt – altså udvise en bestemt adfærd.
Det vil ofte være sådan, at det, du gør (fx vasker hænder, bliver hjemme, taber dig), medfører, at du oplever mindre angst, men over tid kan det betyde, at du skal vaske hænder hele tiden, at du aldrig kan gå ud, eller at du er blevet undervægtig og ikke længere har energi til noget. Det, du gør for fx ikke at føle angst, medfører, at du ikke kan leve dit liv, som du plejer.